Mandag d. 10. juni 2019, kl. 11:00

Gud kommer i børnehøjde, når kirkerne i Bispebjerg-Brønshøj Provsti 2. pinsedag, mandag den 10. juni, kl. 11.00 holder fælles gudstjeneste i Grundtvigs Kirke

»Det er efterhånden blevet en tradition i folkekirken, at kirkerne i et provsti går sammen om en gudstjeneste på netop denne dag. Det er en fantastisk oplevelse, for det fortæller os om det fællesskab, vi alle er en del af. Derfor håber jeg på fuldt hus i den smukke kirke,« siger Johanne Haastrup, der er provst i Bispebjerg-Brønshøj Provsti.

Ved gudstjenesten medvirker børnekor, pigekor, voksenkor, og professionelle kirkekorsangere fra provstiets kirker.

»I pinsen blev disciplene fyldt af Helligånden, så de kunne forkynde budskabet om Jesus på andre tungemål. Pludselig forstod folket, hvad der blev sagt, og derfor kalder vi også pinsen for kirkens fødselsdag,« siger Johanne Haastrup og fortsætter:

»Naturligvis kan vi ikke holde fødselsdag uden børnene. Derfor er gudstjenesten tilrettelagt, så også de kan være med. Vi skal kun synge kendte salmer, og prædiken bliver holdt i børnehøjde. Der er altså al mulig grund til, at hele familien tager afsted og oplever det store sus ved fællessang i en kirke med højt til loftet.« 

Under gudstjenesten vil der blive læst korte bibelstykker på seks forskellige sprog udover dansk. Det passer godt ind med gudstjenestens tema, Mangfoldighed og fællesskab.  

»Kristendommen går på tværs af landegrænser, og dermed gør fællesskabet det også. Nok har vi hvert vores modersmål, men vi har den samme ånd, nemlig Helligånden. Den er med til at forbinde alle kristne over hele verden,« siger Johann Haastrup.

Efter gudstjenesten bliver der uden for kirken serveret lidt at drikke og spise for både børn og voksne.

Der er ingen gudstjeneste i Brønshøj Kirke 2. pinsedag.

Medvirkende
Provstiets præster
Sted
På Bjerget 14B, 2400 København, Danmark