Udgivet man d. 3. feb 2020, kl. 20:05

Der er lagt op til en spændende aften, når Mariane Josefsen tirsdag den 11. februar kl. 19.30 besøger Brønshøj Sognehus. Med sig har hun fortællingen Det hemmelige barn – var Line en tyskerunge?

Historien handler om det fiktive barn Line, der kom til verden et sted på den jyske vestkyst under den tyske besættelse. Ifølge landsbysladderen er hun barn af en dansk mor og en tysk soldat.

I perioden 1940-45 blev i alt 5579 børn registeret med en dansk mor og en dansk far. Men ifølge Danske Krigsbørns Forening kan tallet meget vel være flere end 12.000.

»Selvom min historie om Line er opdigtet, kunne den ligeså godt være sand. Der var både under og efter besættelsen et stort tabu omkring de børn, der havde tyske soldater som fædre. De blev mobbet, holdt uden for og bagtalt. Det var ikke spor rart for dem. Nogle af dem anede ikke engang, at deres far var tysk soldat,« siger Mariane Josefsen og fortsætter:

»Mødrene havde det heller ikke nemt. De blev kaldt for feltmadrasser og måtte hele tiden passe på med, hvad de gjorde. Men det var ikke alle pigerne, som var nazivenlige. Det var Lines mor ikke. Hun var blot en 17-årig pige, der blev forelsket,« siger Mariane Josefsen.

»Jeg skal naturligvis ikke afsløre hele handlingen, men langsomt begynder Line at finde ud af, at hun er et hemmeligt barn, og at en del af hemmeligheden sidder et sted i Tyskland,« siger Mariane Josefsen.


Den gode historie
Siden 1999 har hun arbejdet professionelt med historien som genre. Under navnet Historiedamen afholder hun workshops og foredrag.

»Når man lytter til historier, får man ofte billeder på nethinden. Man lever sig ind i fortællingens univers og får en oplevelse, som om man var der selv. Historiefortælling giver et særligt nærvær mellem fortælleren og lytteren, for historien skabes på en måde i fællesskab. Som fortæller deler jeg historien med publikum, som lever med og giver historien energi med deres nærvær. Ikke alle er vant til at få sådan en historie. Man drages ind i et univers og følger nogle personer i 50 minutter, min fortælling varer. Det er ikke en diskussion. Det er en film, vi laver sammen – så kan vi tale om det sammen bagefter. Det er et fysisk nærvær med arme og ben,« siger Mariane Josefsen.

Det er Menighedssamfundet ved Brønshøj Kirke, der står for foredraget. Der er gratis adgang. Kaffe og kage koster kr. 20,-.


Tekst Bo Nygaard Larsen Foto Pressefoto

Kategorier Uncategorized