Udgivet søn d. 9. feb 2020, kl. 16:20

Sommetider er kunst noget, som man iagttager på afstand.

Men hvad gør man, når kunsten overskrider armslængdeprincippet og pludselig kommer så tæt på, at det bliver svært – for ikke at sige umuligt – at skelne kunstværket fra ens eget liv, fra ens egne refleksioner over den tilværelse, som man selv deltager i.

Gå til Film og Kirke her

Den forrygende og groteske film Parasite tilbyder denne form for oplevelse. For selvom man sidder trygt i biografens mørke, så bliver man gradvist ét med mønsteret på det tapet, som handlingen og karaktererne danner.

Sammensmeltningen har ikke så meget at gøre med det realplan, som filmen bevæger sig på, men snarere omkring det moralske morads om klasseskel og ulighed, som vi bliver trukket igennem.

Således blænder filmen Parasite op for den fattige familie Kim, som lever i en uhumsk kælderlejlighed med kakerlakker og fulderikker, der pisser uden for deres vindue. De folder pizzabakker for at tjene til livets ophold, og følger med i hvad der rører sig ude i verdenen ved at koble sig på overboens Wi-Fi – og vinduerne åbnes belejligt når skadedyrsbekæmperne gasser udenfor.

Nej, familien er livsduelig og handlekraftig på trods af de hårde vilkår, hvilket er særdeles gavnligt, når man befinder sig så meget på bunden af samfundet, at man bogstaveligt talt bor under jorden. Og familien Kim er dygtigere end de fleste.

Sønnen Kim-Woo bliver familiens billet op af kælderen, da hans barndomsven tilbyder ham at overtage hans job som privatlærer i engelsk for en teenagedatter i en overklassefamilie.

Gå til Film og Kirke her

Et forfalsket eksamensbevis sender Kim-Woo indenfor hos den rige familie Park, der bor i en kæmpe arkitekttegnet villa. Alt stråler af penge, udsøgt smag og gode gener.

Det synes at være ganske ligetil, i forhold til hvem vi skal holde med og beskytte. Men som handlingen skrider frem er der alligevel noget, som skurrer.

I bedste Olsenbanden–stil får familien Kim hurtigt infiltreret overklassehjemmet, og et manipulerende og udspekuleret bedrag ruller sig ud. Men midt i den forrykte og satiriske handling, hvor den kloge narrer den mindre kloge, begynder vi i biografens mørke at ane fortællingens ærinde.

Filmens handling bevæger sig mere og mere væk fra en genremæssig kommentar til det forlorne og postulerede, som vort samfund er så fuld af i dag, over til en måde at skildre menneskers liv og skæbne på, som når bibelske højder.

For det viser sig, at den bedrageriske familie ikke kun forstiller sig for pengenes skyld, og at overflodens betvingere ikke lever sit liv, afsondret fra den verden som de ellers synes at være så fremmede for.

Gå til Film og Kirke her

Der er en sammenhængskraft, som langsomt begynder at vise sit sande ansigt. Et ansigt, som for de velhavendes vedkommende handler om den fæle stank af fattigdom, som de ikke kan slippe af med – og for de fornedrede, handler det om en aversion mod at blive holdt nede med foragt.

Parasite går direkte i kødet på vores opfattelse af os selv, hvad enten vi er på toppen af det hele eller desperat forsøger at krabbe os derop.

Og midt i det hele sidder vi med vores evindelige trang til at dele sol og vind lige  – og fryder os i det stille over, hvor let det er at narre de velhavende. Hvor meget de er til fals for smiger og positiv manipulation  – og selvom vi ikke ønsker at de skal miste alt, så indfinder der sig en behagelig følelse af at de selv er lidt skyld i det, når de nu er så himmelråbende dumme.

Gå til Film og Kirke her

For dette er også tidens tegn, at verden vil bedrages, og i Parasite får vi syn for sagn, at det er sådan det er.

Desværre for vores behagelige selvforståelse, så fortsætter filmen ikke på denne måde. Ganske langsomt fører den os ind i en labyrint af etiske og moralske dilemmaer, som nærmest tårner sig op, scene for scene.

Det virker som om, at filmens indre logik overhaler dens ydre fortælling. Og vi sidder dernede i mørket og forsøger at holde trit med, hvad vi skal mene om den handling, som udspiller sig for øjnene af os.

Der kan endda opstå øjeblikke, hvor vi kan få en impuls til at dreje hovedet væk bare for at få et øjebliks ro, et lille moment hvor vi atter kan genvinde overblikket over filmens voldsomhed, de nye blikretninger, mennesker og situationer, som føres ud i det ekstreme.

Og det eneste, som forhindrer os i at gøre det – er filmens skønhed. Den er nemlig i alle sine sammenstød mellem det vi tror og tænker, også en æstetisk nydelse. Dens billedkomposition, farvevalg og kamerabevægelser smelter sammen i billeder, som vi muligvis synes, at vi har set før, men som vi ikke rigtig har set lignende.

På denne måde kommer kunsten til syne, som en redningsbåd i det oprørte hav. For selvom vi har vanskeligheder med at se klart og tydeligt, hvad denne film egentlig vil have os til at gøre, så tilbydes vi en plads på første række, indenfor bådens ræling, en plads i noget som vugger, både faretruende og livgivende.

Så når man kommer ud fra biografen er man opstemt, begejstret – og rystet.

Man er blevet rykket rundt både indeni og udenpå. Man har været i selskab med mennesker, som på én og samme tid, synes at være enden på alting – og håbet, som vi ikke kan leve foruden.

Og når man efter nogle timer stadigvæk ikke kan få regnskabet til at gå op, så gør det ikke noget, for Parasite var ikke den slags kunst, som man kiggede på, som en observatør.

Gå til Film og Kirke her

Nej, den var den slags kunst, som præsenterede os for en af den slags lignelser, som aldrig helt går op, og det er vel, når det kommer til stykket, den største kunst af dem alle.


Tekst Mia Lund Rao Foto Pressefoto

Kategorier Uncategorized