Udgivet af Bo Nygaard Larsen, fre d. 6. dec 2019, kl. 13:06


Julen er ikke ligeså glædelig for alle børn.    

Omkring 64.500 børn i Danmark lever i fattigdom og vi er langt fra at opfylde FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030, herunder særligt princippet om halvering af relativ fattigdom i henhold til nationale definitioner.

Det er et problem, fordi en opvækst i fattigdom er ekskluderende, stigmatiserende og indskrænkende og hæmmer den fulde samfundsdeltagelse. Og fattigdom går desværre i arv, således at 7 ud af 10 børn med forældre på overførselsindkomst selv kommer på overførselsindkomst, når de bliver voksne.

At hjælpe socialt udsatte og invitere dem ind i fællesskabet er en del af vores folkekirkelige selvforståelse og en væsentlig grund til, at vi i kirken vedkender os et ansvar i forhold til FNs Verdensmål og engagerer os i kampen mod børnefattigdom.

De fattige har vi altid hos os, hedder det i Det Nye Testamente. Det betyder, at de har krav på vores opmærksomhed, også her og nu. 

I Brønshøj Kirke støtter vi derfor også i år Børnesagens Fællesråds juleindsamling, der placerer FNs Verdensmål i en konkret sammenhæng.

Læs mere om Børnesagens Fællesråd her

Overskuddet fra årets julekollekt går til børn i nød, der får hjælp til at holde jul med indhold, som de fleste af os tager som en selvfølge: Ande- eller flæskesteg, hyggeligt samvær og gaver under træet. 

Vi håber, at I vil dele julen og dens overskud med udsatte børn gennem indsamlingen til Børnesagens Fællesråd.

Du kan støtte projektet ved gudstjenesterne juleaften 1. juledag og 2. juledag i Brønshøj Kirke – eller på MobilePay 180166.

Tak for din støtte.

Læs mere om Børnesagens Fællesråd her

Kategorier Uncategorized