Udgivet ons d. 20. nov 2019, kl. 17:49


Efter en to succesfulde gange er vi atter klar med Brønshøj Spiser Sammen. Det sker onsdag den 4. december kl. 18.30 i Brønshøj Sognehus.

»Her i Brønshøj møder vi tit folk, som synes at det ville være skønt at spise deres aftensmad sammen med andre mennesker, uanset om man er et par, en familie med børn eller alene. Det har vi besluttet at tage alvorligt, og vi synes selv, at mad smager bedre i selskab med andre,« siger Inge Lundgaard, der sammen med sognepræst Mia Lund Rao har taget initiativet til arrangementet.

»Tanken bag er at åbne op for et fællesskab, hvor man ud over at spise sammen nyder et godt glas vin en kold novemberaften, mens jazzmusikken flyder ud af højtalerne. Og hvor man kan tale om stort og småt, planlægge en tur til Langeland eller gå en tur i mosen sammen,« siger Mia Lund Rao.

Tag en ret med 
Princippet i initiativet er, at man tager en ret med under armen og stiller på et fælles buffetbord. Orker man ikke at lave det selv, køber man en pizza, en ost og noget brød - eller en kage - ja, hvad som helst.  

»Vi kommer ikke for at nå de store gastronomiske højder, selvom der er kamp om Inges hjemmebagte kage, men for samværet   -  samvær med andre mennesker har det jo med at gøre livet lidt sjovere  -  lidt mere meningsfuldt,« siger Mia Lund Rao og fortsætter: 

»Man behøver ikke at komme hver gang, hvis ikke man har lyst, men kommer man, så er det for at deltage i et fællesskab, som bygger på gode samtaler, nærvær, gensidig interesse og udveksling.«

Hun opfordrer alle i alle aldre til at komme - alene, som par eller som familie.

»Og hvis du har lyst, så invitér din nabo, dine gode venner eller nogle, du ikke kender, men som du tænker ville blive glade for en invitation af denne slags,« siger Mia Lund Rao.


Drikkevarer kan købes eller medbringes. Tilmelding er ikke nødvendig.



Tekst
 Bo Nygaard Larsen Foto Colourbox

Kategorier Uncategorized