Udgivet fre d. 4. okt 2019, kl. 10:08

»Der er ingen grund til at spise alene, når man kan spise sammen med andre.« Sådan lyder det fra sognepræst Mia Lund Rao og det såkaldte Rejseholdet – en gruppe mennesker, som gennem nogle år har mødtes omkring studiekreds, fælles rejser og fællesspisning. 

De har derfor nu taget initiativ til projektet Brønshøj Spiser Sammen.

»Her i Brønshøj møder vi tit folk, som synes at det ville være skønt at spise deres aftensmad sammen med andre mennesker, uanset om man er et par, en familie med børn eller alene. Det har vi besluttet at tage alvorligt, og vi synes selv, at mad smager bedre i selskab med andre,« siger Inge Lundgaard, som sammen med Mia Lund Rao i sin tid var initiativtager til at etablere gruppen.

»Vi har mødtes gennem de sidste fire år og synes nu, at det kunne være hyggeligt og inspirerende hvis andre i lokalmiljøet havde lyst til at være med. Vi mennesker har så meget at give hinanden, når vi giver os tid,« siger Inge Lundgaard.

Det er Mia Lund Rao enig i: 

»Tanken bag er at åbne op for et fællesskab, hvor man ud over at spise sammen nyder et godt glas vin en kold novemberaften, mens jazzmusikken flyder ud af højtalerne. Og hvor man kan tale om stort og småt, planlægge en tur til Langeland eller gå en tur i mosen sammen,« siger Mia Lund Rao.


Tag en ret med
Princippet i initiativet er, at man tager en ret med under armen og stiller på et fælles buffetbord. Orker man ikke at lave det selv, køber man en pizza, en ost og noget brød   -  eller en kage - ja, hvad som helst. 

»Vi kommer ikke for at nå de store gastronomiske højder, selvom der er kamp om Inges hjemmebagte kage, men for samværet   -  samvær med andre mennesker har det jo med at gøre livet lidt sjovere  -  lidt mere meningsfuldt,« siger Mia Lund Rao og fortsætter:

»Man behøver ikke at komme hver gang, hvis ikke man har lyst, men kommer man, så er det for at deltage i et fællesskab, som bygger på gode samtaler, nærvær, gensidig interesse og udveksling.«

Hun opfordrer alle i alle aldre til at komme - alene, som par eller som familie. 

»Og hvis du har lyst, så invitér din nabo, dine gode venner eller nogle, du ikke kender, men som du tænker ville blive glade for en invitation af denne slags,« siger Mia Lund Rao.


Datoer
Onsdagene 23. oktober, 13. november og 4. december kl. 18.30 i Brønshøj Sognehus. Drikkevarer kan købes eller medbringes. 

Tilmelding er ikke nødvendig.


Tekst Bo Nygaard Larsen Foto Colourbox

Kategorier Uncategorized