Udgivet tor d. 16. maj 2019, kl. 10:53


Stablen med stole flytter ikke sig selv. Rasmus Mathiasen, kirketjener i Brønshøj Sogn, tager et solidt greb om stolevognens håndtag og kører den på plads. Det er blot en af de mange arbejdsopgaver, der fylder kalenderen denne torsdag. 

»Jeg har et godt job. Det er en god arbejdsplads, hvor jeg har stor frihed under ansvar, og det passer godt til mig. Det modsatte er ikke sjovt. Og hvis arbejdsgiveren ikke giver medarbejderen en vis frihed, får man ikke bare det, man beder om, man får som regel noget mindre,« siger Rasmus Mathiasen og tager sig til sit fuldvoksne skæg.

Vi står i Havesalen – en af de to store sale i Brønshøj Sognehus, der blev indviet søndag den 31. marts i år. Netop byggeriet og flytningen fra det næsten 100 år gamle sognecenter udtrykker den tillid, Rasmus Mathiasen føler, han har i jobbet. I en periode var han medlem af byggeudvalget, og ansvaret for den omfattende flytningen var lagt i hænderne på ham.

»Jeg fik ikke alle mine ønsker opfyldt i forbindelse med det nye byggeri. Men i det store hele føler jeg, at menighedsrådet lyttede til det, jeg sagde. Det betyder meget for det interne samarbejde,« siger Rasmus Mathiasen og fortsætter:

»Det er et stort og kompliceret arbejde at flytte en hel arbejdsplads med kontorer, pengeskab, flygel og mødelokaler. Det skal planlægges nøje, for hverdagen for administrationschefen, præsterne, kordegnen, organisten,  kirke- og kulturmedarbejderen og vi to kirketjenere skulle jo fungere. Det var et stort logistisk puslespil, jeg sad og samlede, og vi endte faktisk kun med at have få lukkedage på kontorerne.«

Historikeren. 
Det stod ikke skrevet, at den 46-årige Rasmus Mathiasen skulle blive kirketjener. Han er uddannet historiker med samfundsfag som sidefag fra Københavns Universitet i 2003, hvorefter han i to et halvt år var han museumsinspektør på Svendborg Museum.

Tidernes ugunst sendte ham videre i karrieren og tilbage til København. Her blev han kirketjenervikar ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, og da stillingen i Brønshøj blev slået op i efteråret 2011, søgte han den – og fik den.

»Det er ikke et bevidst karrierevalg, at jeg er blevet kirketjener. Jeg tror heller ikke på, at der er ret mange, der i en ung alder går netop efter det job. Det er mere et udtryk for den mulighed, der er på et givent tidspunkt i ens liv,« siger Rasmus Mathiasen og fortsætter:

»Men det betyder ikke, at jeg ikke er glad for mit arbejde. For det er jeg. Især holder jeg meget af de kirkelige handlinger, for her kommer jeg i kontakt med folk.  Jeg holder meget af at have med mennesker at gøre og småsludre. Jeg ved godt, at jobbet består af meget andet som rengøring og flytte borde og stole, men ville det kun bestå det af det, ville jeg ikke være interesseret i det.«


Den usynlige indsats
Rasmus Mathiasen banker på en af stolene. For ham er kirketjenerens arbejde ofte usynligt, men ikke mindre vigtigt.

»Vores job kan let blive sådan et, hvor man kun lægger mærke til det, hvis tingene ikke bliver gjort. Men denne usynlighed er også med til at gøre os uundværlige. Som kirketjenere er vi fedtet ind i samtlige de arrangementer, der foregår – også dem, hvor vi ikke fysisk er til stede. For på en eller anden magisk vis er bordene og stolene stillet op, og på en eller anden magisk vis er der købt ind til det pågældende arrangement,« siger Rasmus Mathiasen og fortsætter:

»Min erfaring er da også, at kirketjenerens arbejde i højere grad bliver bemærket af både menighedsråd og præster. Det handler jo om, at det egentlige arbejde kun kan fungere, hvis noget andet også fungerer. Og her i sognet er de andre personalegrupper gode til at inddrage os, og langt hen ad vejen er vi gode til at passe på hinanden,« siger Rasmus Mathiasen.

Han tager sig igen til skægget og kigger ud over Havesalen. Stolene står, som de skal. Døren bliver lukket, og den usynlige mand gør sig selv endnu mere usynlig.


Tekst og foto Bo Nygaard Larsen

Kategorier Uncategorized