Udgivet man d. 8. apr 2019, kl. 10:12

Det handler om den nordiske sang, når DR K på mandag, den 15. april, kl. 20.00 livetransmitterer gallashowet Dejlig er Norden fra DRs koncertsal.

Det er et show, der ifølge DR selv vil bugne af nordisk musik, litteratur, historie og humor i en fejring af vores fælles fortid, nutid og fremtid.

»Vi elsker at drille hinanden. Vi er arvefjender, når vi mødes i sport. Vi har endda været i krig med hinanden flere gange. Men hvor har vi meget til fælles. De nordiske lande deler kultur, historie, værdier, sprog og humor i et unikt venskab, der strækker sig flere tusinde år tilbage,« hedder det i presseomtalen.

Med på scenen vil der være 100 unge korsangere. Blandt dem 11 sangere fra Brønshøj Kirkes Børnekor.

»Det bliver en stor oplevelse for børnene at være med i sådan et stort show, og de glæder sig meget,« siger Bente Kiil Toftegaard, der er organist og korleder ved Brønshøj Kirke.

Sammen med de andre korsangere skal sangerne fra Brønshøj indlede showet ved at synge den svenske folkesang Hvem kan sejle foruden vind.

Showet får besøg af en perlerække af nordiske musikere, der mødes på tværs af genrer og landegrænser – fra pop og jazz til hiphop, klassisk og korsang. På scenen vil man også kunne finde komikere, dansere og skuespillere fra de fem nordiske lande.

»Showet er hyldest til fællesskabet i Norden. Og hvis der er noget, der kan binde os sammen, er det sang. Sådan er det i Danmark, sådan er det i Norden, og sådan er det i verden,« siger Bente Kiil Toftegaard.

Gallashowet afholdes i forbindelse med 100-året for stiftelsen af Foreningen NORDEN, der blev grundlagt som en fredsbevægelse efter første verdenskrig og senere spillede en aktiv politisk rolle i forbindelse med stiftelsen af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

Se med mandag kl. 20.00 på DR K.


Tekst Bo Nygaard Larsen Foto Peter Høvring

Kategorier Uncategorized