Udgivet af Bo Nygaard Larsen, man d. 1. apr 2019, kl. 08:22


Musikken fra medlemmerne af TRUT Brass Band når helt op i den skyfri himmel og retur igen. Ikke uden grund får de anerkendende smil fra dem, der går forbi. Og det er mange.

Gæsterne kommer fra festgudstjenesten i en fyldt Brønshøj Kirke og er nu på vej ind til indvielsen af Brønshøj Sognehus.

»Jeg er utrolig glad for, at vi nu er kommet hertil. Det har været seks års hårdt arbejde, der nu er afslutttet. Men nu kan vi stå her i den smukke store sal og se ud mod præstegårdshaven eller mod Brønshøj Torv,« siger Flemming Dalgaard Hansen, der som formand for menighedsrådet har stået i spidsen for byggeriet.

Hans ord næsten drukner i larmen. Der er fyldt så godt op i sognehuset, at der langt fra er mad nok til alle. Så stor er interessen for huset, der nu har status af at være Københavns nyeste kirkebygning.

»Ja,« siger organist Bente Kiil Toftegaard i sin tale på vegne af personalet, »med Brønshøj Kirke har vi Københavns ældste bygningsværk og med sognehuset har vi nu også det nyeste.«

Med sine ord sigter hun til alderen på Brønshøj Kirke, som biskop Absalon lod bygge i 1180erne. Og dermed indrammer den og sognehuset mere end 800 års kirkehistorie i Brønshøj. 

»Jeg har prøvet at grave lidt i tallene, men jeg har ikke kunnet finde noget budget for hans kirkebyggeri. Men mon ikke også, at han var udfordret på økonomien,« siger Flemming Dalgaard Hansen, da han senere på dagen holder den officielle indvielsestale.


Sognets dyreste byggeri. 
Brønshøj Sognehus har kostet 22,8 millioner kroner, som var det budgetterede tal.

»Selvom jeg ikke kender tallet fra Absalons tid, tør jeg godt vove den påstand, at sogneuset her er det dyreste byggeri i sognets historie,« siger Flemming Dalgaard Hansen.

Sognehuset er tegnet af NORD Architects og rummer 934 kvadratmeter i to etager. Det giver unikke muligheder for kirkelivet i hele Brønshøj.

Det mener Johanne Haastrup, Bispebjerg-Brønshøj Provsti.

»Fronten ud mod Brønshøj Torv er så godt tænkt. Det gælder ikke kun om, at Brønshøj Kirke er synlig, men at hele folkekirken er det, og at vi er det dér, hvor folk færdes,« siger Johanne Haastrup og fortsætter:

»Det kan godt være, at vi præster mener, at kirken er synlig, men det er ikke altid, at folk tænker kirken ind i deres hverdag, så det kan blie for meget, når vi vil vise et spændende sted som Brønshøj Sognehus.

 

Musik og mange taler. Dagen byder på rundvisninger, musik. Blandt andet en nykomponeret sang til sognehuset, Vort kære hus, med tekst af organist Martin Seier og som kirkens voksenkor og udvalgte ansatte fremfører og en minikoncert med Brønshøj Kirkes Pigekor.

Og så er der flere taler. Af Morten Gregersen fra Nord Architects, af Kirsten Andersen fra Menighedssamfundet, af Hanne Vittrup fra Menighedsplejen, af Olaf Broby Nielsen fra Rotary Brønshøj – og af Dorte Fog fra FDF K25. 

»I dag slår vi dørene op til et nyt kapitel. Et kapitel, hvor forordet er fyldt med drømme og ønsker for at skabe endnu mere liv og vækst omkring Brønshøj Kirke,« siger Dorte Fog og fortsætter:

»FDF K25s historie er bundet sammen med minder og oplevelser gennem 86 år i det gamle sognecenter. 86 år, hvor børn og unge har mødt en levende formidling af kirkens budskab, hvor de har fået et ståsted at møde verden fra, så de kan gå ud i verden som ansvarsfulde unge og voksne.« 18 arrangementer på seks dage

I forbindelse med åbningen afholder Brønshøj Kirke en åbningsfestival med i alt 18 arrangementer. Og det glæder Kirsten Lund Larsen sig til. Hun er næstformand i menighedsrådet og formand for det udvalg, der har planlagt åbningsugen.

»Det bliver en blanding af Åbent Hus-arrangementer, nogle arrangementer, vi har i forvejen, og nye tiltag. Det bliver en flot uge med et flot program. Så jeg håber at se rigtig mange her i huset i de kommende dage,« siger Kirsten Lund Larsen.

Og solen? Ja, den hænger fortsat højt over 2700 Brønshøj …

 


Tekst Bo Nygaard Larsen Foto Peter Høvring
Billedtekst Brønshøj Kirkes Pigekor under indvielsen

Kategorier Uncategorized